En af Hanne Bangs vigtigste kvaliteter som kunstner er en veludviklet fornemmelse for aktuelle fænomener og væsentlige træk ved tiden, som hun iscenesætter på måder, der gør dem umulige ikke at forholde sig til.
Denne evne er i sig selv bemærkelsesværdig, da der efterhånden ikke er grænser for, hvad mennesker er i stand til at ignorerer – selv om det foregår i deres egen baghave...
Kort sagt besidder Hanne Bang et blik for samfundsmæssig relevans, der sammen med sikker æstetisk afklarethed gang på gang resulterer i knivskarpe visuelle udsagn - med tidsånden som tilbagevendende dialogpartner.
Dette betyder dog ikke, at værkerne bliver entydige og moraliserende, men alene at man i mødet med værket bliver klar over, at noget vigtigt er på spil, og at vi for at nærme os dette 'noget' selv må træde ind på banen og deltage aktivt.
En funktionsbeskrivelse af Hanne Bangs værker kunne således være: At præsentere mennesket for nye samtaleobjekter, for her igennem at inspirere til refleksion over centrale aspekter ved vor samtid.
En ting er nemlig sikker: To mennesker der sammen betragter et af Hanne Bangs værker, vil med garanti begynde en spontan samtale om de spørgsmål værkerne stiller. Svarene på disse spørgsmål hverken kan, eller skal findes i værkerne selv, men derimod i samspillet mellem værk, beskuer og kontekst.
Et markant træk er således forsøget på at indstifte et alternativt erfarings – og diskussionsrum, hvor observationer og meninger kan ytres og nuanceres.
Af Klaus Mulbjerg, filosof og kunsthistoriker, maj 2011